Maden hos Mambeno

Mambeno - madplaner til børnefamilier

Mambenos opskrifter og madplaner er specielt udviklet til børnefamilier med fart på! Vi har selv børn, der går til masser af fritidsaktiviteter, har legeaftaler og er trætte, når de kommer hjem fra skole og institution. Derfor er vores opskrifter først og fremmest realistiske. De skal være simple og hurtige at lave – og samtidig lækre, så alle i familien kan blive mætte. De fleste af vores opskrifter er udviklet, så du maks skal bruge 35 minutter i køkkenet. Og er der retter, der skal pusles om i lidt længere tid, er de ofte en del af madplanen fredag, hvor der er bedre tid.

Se et eksempel på en af de madplaner, som vi allerede udsender til tusindvis af glade børnefamilier hver eneste uge.

Køb det hele – eller lav selv!

Det er de færreste forældre, der har tid til at sylte sine egne rødbeder, slagte grisen selv og bage velduftende boller hver eneste eftermiddag. Derfor er alle Mambenos opskrifter og madplaner udviklet, så du helt selv kan vælge, om du vil købe alle ingredienserne færdige – eller, hvis du har lidt tid tilovers, vil lave en del af det selv. I de fleste af vores opskrifter er der en lille kokkehue ud for mange af ingredienserne. Klikker du på kokkehuen får du en opskrift, så du kan lave ingrediensen selv.

Hvis du f.eks. skal lave pizza, kan du vælge at købe tomatsovs og pizzadej i supermarkedet eller du kan også klikke på kokkehuen, få opskrifterne og så lave det fra bunden. Det synes vi selv er ret smart! Husk dog at fjerne den færdige pizzadej og tomatsauce fra din indkøbsliste, hvis du samtidig har tilføjet opskrifterne til at lave det selv.

Alle ingredienser kan købes i et almindeligt supermarked!

En af de fornemmeste opgaver for os hos Mambeno er at gøre din hverdag lettere og mindre stresset. Derfor har vi gjort os umage for, at du ikke skal suse rundt i fire forskellige specialbutikker for at købe ind. Vores opskrifter er udviklet, så du kan købe alle ingredienser i et helt almindeligt og velassorteret supermarked.

Mambenos spaghetti bolognese

Børnenes favoritter – og nye smage!

Du behøver ikke have dårlig samvittighed over, at dine unger ikke elsker spinat lige så højt som vingummibamser. Det gør vores børn heller ikke! Derfor er der ofte retter med ris, kartofler og pasta i Mambenos madplaner. Men der er også masser af grøntsager.

De er bare gjort børnevenlige, så de enten er “camoufleret” en smule, eller f.eks. serveret i form af gnavergrønt med lækker dip, som ungerne selv kan forlyste sig med. Og udover også at præsentere nye smage og knap så kendte retter, så sørger vi selvfølgelig for, at der ofte er favoritter som spaghetti, boller i karry, pizza osv. på menuen.

Køkkentid og familietid!

For de fleste forældre er det vigtigt at vide, hvor meget tid, der skal bruges i køkkenet, og hvor meget tid der er til alt muligt andet. Derfor er der i alle vores opskrifter angivet køkkentid og ventetid.

Køkkentid er den tid, du skal stå i køkkenet – og ventetid er den tid, du kan bruge på noget andet. Hvis du f.eks. skal lave lasagne, tager det i alt en time. Men faktisk skal du kun bruge 30 minutter i køkkenet. Resten af tiden passer lasagnen sig selv i ovnen, så du kan puste ud, drikke en kop kaffe og bruge tiden sammen med dine børn.