Lidt om opskriften
20 min
30 min
Vores børn elsker kyllingelår - bl.a. fordi, at alt hvad der kan flyve må spises med fingrene! Vi serverer lårene med kartofler, skysauce og en lækker og sprød blomkålssalat. God fornøjelse!
Portioner
Ingredienser
- 8 stkkyllingelår
- 600 gramsmå kartofler
- 0.5 stkblomkål
- 100 grammandler
- 7 stkradiser
- 125 gramsukkerærter
- dressing efter eget valg
- 3 dlmælk
- 1 terninghønsebouillon
- majsstivelse
- sovsekulør
- salt
- peber
Fremgangsmåde
1 Opvarm ovnen til 200 grader varmluft. Læg kyllingelårene i et ovnfast fad og krydr med salt og peber eller drys med lidt paprika, allroundkrydderi eller lignende, hvis du har det på lager.
2 Hæld ca. 1 cm vand i bunden af fadet og steg lårene i ovnen i ca. 30 minutter, til de er gennemstegte helt ind til benene. Du kan også stege lårene på grillen. Bare læg dem i en alubakke med vand i bunden og grill dem ved indirekte varme med låg på. Husk at gemme stegeskyen til saucen.
3 Kog imens kartoflerne i en gryde med saltet vand, til de er møre, når du prikker i dem med en gaffel. Det tager ca. 15 minutter.
4 Fjern stok og blade fra blomkålen og vask det grundigt. Blend det i en foodprocessor eller riv det på et rivejern og hæld det op i en skål. Rist mandlerne på en pande, lad dem køle af og hak dem groft. Skyl radiser og sukkerærter, skær dem i mundrette stykker og bland mandler, radiser og sukkerærter sammen med blomkålen. Top med en valgfri dressing.
5 Hæld stegeskyen i en gryde sammen med mælken og bring den i kog. Jævn evt. med lidt majsstivelse rørt ud i en kop med vand og giv den en anelse kulør, hvis du synes, at den trænger til farve i kinderne. Smag til med salt og peber. Er der ikke nok smag i saucen, kan du tilsætte lidt smuldret bouillonterning.
6 Servér lårene med kartofler, skysauce og den lækre blomkålssalat.
Tip
Opgaver til børn i køkkenet: Lad dine børn være med til at knække buketter af blomkålen. De kan også skære radiser og sukkerærter i mundrette stykker.
Får ungerne madpakker med, så gem et lår eller to - eller steg et par ekstra. Det er altid et hit!



