Ideer til børnefødselsdagen – lege og konkurrencer
Børnefødselsdage kan være lidt af en mundfuld i en travl hverdag, men tit er det de små simple lege og konkurrencer, der fungerer bedst og får tiden til at flyve.
Så lad være med at give dig selv dårlig samvittighed over at du ikke har fået klippet og klistret matchende prinsessekroner og dino-masker eller lavet århundredets kage, der skal postes på Instagram og Facebook. Dine unger synes helt sikkert, at du er verdens dejligste mor eller far alligevel.
Vi har samlet en række nemme og gode idéer til en sjov børnefødselsdag.
God fornøjelse – og rigtig god fødselsdag!
Hallo Hallo!
Alder: 5-8-årige
Det skal du bruge: 8-10 forslag til sætninger/beskeder
Beskrivelse: Placer børnene i en rundkreds. Tag fødselaren med uden for døren og fortæl ham/hende en sætning/besked som nu skal hviskes rundt i kredsen.
Det kan være: Grisen faldt gennem isen med avisen, Kong Krudts hest hedder Prut, Dragen Dennis drak trylledrikken, Skipper Skræk slap væk med skatten osv. osv.
Det er sjovest, hvis nogle af ordene rimer. Fødselaren begynder med at hviske beskeden til den, der sidder til højre for. Når sætningen er blevet hvisket hele vejen rundt, siger den sidste sætningen højt. Nu bliver det sjovt at høre, om sætningen lyder helt, som da den begyndte sin tur rundt i rundkredsen. Og tro os, det gør den ikke ?
Herefter er det den, der sidder til højre for den, der begyndte, som nu skal gå med udenfor og få en hviskebesked. Lad alle børnene prøve at starte legen.
Til the ved Dronningen
Alder: 3-5-årige
Det skal du bruge: En flok glade børn!
Beskrivelse: Huskeleg. Placer børnene i en rundkreds. Fødselaren starter med at sige: “Da jeg var til the ved Dronningen mødte jeg….(ex: Anders And)” Den næste i rundkredsen skal nu fortsætte remsen ved at sige: “Da jeg var til the ved Dronningen mødte jeg Anders And og ….Elsa fra Frost. Legen fortsætter, til man er nået hele rundkredsen rundt. Går klappen ned, og har man glemt rækkefølgen, går turen videre til den næste i rundkredsen.
Jeg skal ud at rejse
Alder: 3-5-årige
Det skal du bruge: En flok glade børn!
Beskrivelse: Huskeleg magen til Til the ved Dronningen blot med ting, man kan have med sig på rejsen.
Den første begynder med at sige: Jeg skal ud at rejse og tager ….min tandbørste med.
Legen fortsætter, til man er nået hele rundkredsen rundt. Går klappen ned, og har man glemt rækkefølgen, går turen videre til den næste i rundkredsen.
Se med dine fingre
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: 8-10 relativt tørre madvarer/ingredienser, skåle, viskestykke, tørklæde til at binde for øjnene
Beskrivelse: Find 8-10 forskellige madvarer/ingredienser frem og put dem i hver sin skål.
Det kan være: pastaskruer, ris, kogt spaghetti, mel, sukker, agurkestykker, gulerodsstykker, rosiner, mandler, kartoffelmel, gær, kagekrymmel, tørrede bananer, groft salt, figenpålæg, spegepølse, pålægschokolade osv.
Du kan sikkert selv finde på andre eller flere. Dæk skålene til og giv børnene bind for øjnene når de én efter én skal forsøge at “se” med fingrene, hvad der er i skålene. Hvert barn prøver én skål, men tag evt. en runde mere, så de får fingrene i flere skåle. De må også gerne lugte til skålen. De andre må ikke hjælpe.
Den store huskeleg
Alder: 3-10-årige
Det skal du bruge: 10-15 ting man har i hjemmet, et tæppe (evt. et mere, til når du fjerner tingene), tørklæde til at binde for øjnene
Beskrivelse: En super huskeleg, som også de voksne kan være med til. Find 10-15 ting og læg dem på gulvet.
Det kan være: Grydelapper, sko, hammer, æble, tandbørste, hårbørste, fjernbetjening, bog, taske, bamse, bold, klud, pude, legetøj, lego, toiletpapir, tallerken, sæbe, grydeske, plasticpose etc.
Placer børnene rundt om tingene og lad dem kigge på alle tingene i et minut. Så dækker du det hele til under et tæppe. Bed fødselaren om at vende sig væk fra tingene, og mens der er fri bane, fjerner du en ting. Nu beder du fødselaren kigge på tingene og fortælle, hvad der mangler. Hver deltager har 30 sek. til at tænke. Lad alle børnene prøve at gætte.
Den store smagekonkurrence
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: En bakke, viskestykke, 8-10 spiselige ting, tørklæde til at binde for øjnene, skeer
Beskrivelse: Find 8-10 spiselige ting og læg dem på en bakke.
Det kan være: Remoulade, leverpostej, makrel i tomat, bananstykker, salt, mayonnaise, syltetøj, karrysild, spegepølse, cocktailpølser, rosiner, mandler, cornflakes, havregryn, yoghurt, kogt æg.
Dæk bakken til med et viskestykke. Stil børnene op på række og giv den første bind for øjnene og mad barnet med en ske med én af tingene fra bakken. Hver deltager har 30 sek. til at gætte, hvad der er på skeen. Hvis du vil gøre det lidt sværere, giver du alle børnene bind for øjnene fra start, så ingen har set, hvad der er i skålene. Lad alle børnene prøve mindst én gang.
Det hemmelige tegn
Alder: 3-6-årige
Det skal du bruge: En flok glade børn!
Beskrivelse: Placer børnene i en rundkreds og send fødselaren udenfor døren. Aftal hvem i rundkredsen, der begynder med at sende et håndtryk videre. Den, der modtager håndtrykket, skal nu sender et nyt håndtryk videre. Man bestemmer selv i hvilken retning håndtrykket skal sendes og man må altså godt sende et håndtryk tilbage til den man lige fik det fra.
Fødselaren hentes ind og placeres i midten, og nu gælder det om for fødselaren at opdage håndtrykket på sin vej rundt i rundkredsen. Opdages håndtrykket, bytter man plads med den, der sendte håndtrykket afsted. Er det hemmelige håndtryk alt for hemmeligt, bytter fødselsdagsbarnet plads med en anden efter et par minutter.
Billedlotteri
Alder: 3-5-årige
Det skal du bruge: Billedelotteri, hvor børnene kan få en plade hver
Beskrivelse: Det klassiske billedelotteri er en super ide, når børnehaven eller vennerne skal underholdes. Den, der først får pladen fuld, må få det første stykke kage.
Den lille store arbejdsmand
Alder: 3-10-årige
Det skal du bruge: 2 par store havehandsker/skihandsker, rosiner/Lego-klodser/perler etc.
Beskrivelse: Lav evt. denne leg som en dyst mellem 2 børn eller som en større leg, hvor alle er med. Det afhænger blot af, hvor mange par handsker, du lige har ved hånden ?
Hvert barn får et par store handsker på og en lille bunke med små ting (rosiner/små lego-klodser, perler etc.), der herefter skal samles op og lægges i en skål. Man må kun tage én ting ad gangen. Den, der først får sin bunke over i skålen, har vundet.
Jeg kan ikke sige noget
Alder: 4-6-årige
Det skal du bruge: Liste med 10-15 mime-opgaver/billeder fra billedelotteri
Beskrivelse: I denne leg skal ungerne virkelig bruge deres fantasi – helt uden lyd. Lad fødselaren begynde med en mime-opgave.
Det kan være: Balletdanser, fodboldspiller, sanger, fotograf, kunstmaler, bager, lærer, læge, dirigent, detektiv, kok, dykker, astronaut, kat, giraf, slange, and, hund, kanin, kænguru, ko, træ, ur etc. Brug evt. billeder fra et spil billedelotteri.
Du hvisker fødselaren opgaven i øret, og nu har mimeren et minut til at vise de andre, hvad han/hun er. Der må kun bruges fagter, bevægelser, hop og gakkede gangarter. Altså ingen ord og lyde. Når opgaven gættes skifter turen til en anden. Bliv ved, til alle har prøvet, eller I ikke har flere opgaver.
Æble-ræs
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: Æbler, en startlinie og en målstreg
Beskrivelse: Skub æbler med næsen-ræs. Lav en startlinje på gulvet i den ene ende og en målstreg i den anden ende. Læg æblerne på startlinien og placer et barn på knæ bag hvert æble. Nu skal hvert barn skubbe sit æble med næsen, ned ad banen, og henover målstregen. Den der kommer først over målstregen har vundet.
På pladserne – Færdige – tril! Og så går det sore æbleræs! Del eventuelt legen op i mindre “heats”, hvis der er mange børn. Kan leges både inde og ude.
Elefantens snabel
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: Kuglepenne, snor og flasker
Beskrivelse: Stil børnene op på en række og stil en flaske foran hver. Bind et stykke snor om en kuglepen og giv hvert barn snorens i munden. På dit signal begynder konkurrencen, og nu skal børnene forsøge at dyppe deres kuglepen ned i hver sin flaske. Hænderne skal blive på ryggen.
Den, der første får kuglepennen ned i flasken, vinder. Hvis man undervejs taber sin “snabel”, må man gerne tage den op i munden igen. Kan leges både inde og ude.
Pas på halen
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: “Haler” – f.eks. snor, strømper, tørklæder
Beskrivelse: Giv alle børnene en hale – tøm strømpeskuffen, brug en rulle snor etc. og stop “halen” løst ned i bukserne/nederdelen. Så snart der bliver sagt: “START”, skal alle børnene prøve at fange så mange “haler”, uden at miste deres egen. Når man har mistet sin hale, er man ude af legen. Den, der har fanget flest haler, vinder. Kan leges både inde og ude.
Stopdans
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: Musik.
Beskrivelse: En god gammel klassiker, der stadig holder hele vejen! Sæt ungernes yndlingsmusik på og lad dem danse sig til en god appetit. Udnævn en voksen som dommer, der afgører, hvem der ikke står helt stille, når musikken stopper. Måske får vinderen det første stykke af kagen ?
Kluddermutter
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: En flok glade børn!
Beskrivelse: Udpeg den første “knudeløser” og følg ham/hende udenfor døren. Bed nu alle børnene om at lave en lang række og tage hinanden i hænderne. Nu gælder det om at filtre sig ind i hinanden uden at give slip på hænderne. Kravl over og under hinandens arme, snurre rundt eller vend ryggen til hinanden. Når I er tilfredse med jeres “knude”, kalder I på “knudeløseren”. Nu skal han/hun forsøge at binde knuden af kammerater op, så de igen står på en lang række. Og husk, at ingen må give slip på hænderne.
Myresluger-bowling
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: 2 x strømpebukser/nylonstrømper, 2 x tennisbolde, 10 x 0,5 L flasker fyldt med vand
Beskrivelse: Læg en tennisbold ned i foden af et par strømpebukser. Bind det andet ben op, så det ikke hænger i vejen – lav 2 sæt. Fyld 10 0,5 L flasker med vand og stil dem på 2 rækker ved siden af hinanden – 5 i hver række. Lad børnene dyste to og to.
Sæt strømpebukserne på hovedet af børnene, så tennisbolden hænger ned foran maven på dem, hænderne skal være på ryggen, og stil dem foran hver sin række af flasker. Nu gælder det om at vælte sin række af flasker ved at svinge tennisbolden frem og tilbage. Den, der vælter sine flasker først, vinder.
Kinesisk tagfat
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: En flok glade børn!
Beskrivelse: Fangeleg. En udvælges til at begynde som “fanger”. Nu gælder det om at fange én af de andre, der er med i legen. Det sted, man bliver rørt, når man bliver taget, skal man holde på, når man efterfølgende selv skal forsøge at fange de andre. Herefter er den første “fanger” med i legen igen og skal ikke længere holde sig på det sted han/hun blev “fanget”.
Spaghetti-guldgraver
Alder: 4-10-årige
Det skal du bruge: Kogt spaghetti i lange baner, et badekar/stor balje/bradepande, tørklæde til at binde for øjnene, “diamanter og guld” (perler/prismer/plastic guldmønter/staniolkugler med et stykke slik etc.).
Beskrivelse: Kog en hulens masse spaghetti, lad det køle af og hæld det op i den største beholder du kan finde derhjemme (badekar, bradepande etc.). Gem “guld og diamanter” i spaghettien.
Giv børnene bind for øjnene og lad dem forsøge at finde guld i spaghettibjerget uden at kigge, men kun ved at føle sig frem. Alt afhængigt af hvor meget spaghetti du har kogt, kan du se om der er plads til flere børn ad gangen.
På jagt efter skatten
Alder: 6-10-årige
Det skal du bruge: Et stykke papir, en kuglepen, X antal ting, som hver symboliserer et bogstav.
Beskrivelse: I stedet for at lave en stor sammenhængende skattejagt rundt i haven eller kvarteret, kan man i stedet lave nogle små separate lege og blot slutte af med en lille leg, der giver en ledetråd til hvor skatten er gemt.
Denne leg er til de børn, der kender lidt til bogstaver og ord.
Beslut dig for hvor skatten skal gemmes. Ex: Antons seng. Find så 10 ting, der starter med bogstaverne A-N-T-O-N-S S-E-N-G. Ex: Agurk, Nissehue, Tændstik, Oplukker, Nektarin, Sut, Sko, Elefant, Ninja, Gaffel. Gem de forskellige ting bag dig og tag en ting frem ad gangen. Bed børnene på skift om at sige det bogstav den ting du viser frem starter med. Lad enten børnene selv skrive bogstaverne ned på papiret efterhånden som de finder ud af det eller hjælp dem med det.
Afhængigt af hvor svært du vil gøre det, kan du bytte rundt på bogstaverne så de ikke kommer i rigtig rækkefølge. Hjælp evt. med at fortælle hvor mange ord bogstaverne fordeler sig på.