Lidt om opskriften
25 min
20 min
Svinemørbrad er super mørt kød, der er lidt nemmere tygge for familiens mindste tandsæt. Her har vi brugt mørbraden i en nem gryderet med karry, æbler og masser af grøntsager. Du skal blot bruge 25 minutter i køkkenet - resten af tiden passer retten sig selv i ovnen. God fornøjelse!
Portioner
Ingredienser
- fuldkorns- el. alm. ris
- 2 stkløg
- 300 gramgulerødder
- 1 stkæble
- 1 stksvinemørbrad
- 2 tskkarry
- 3 dlvand
- 2.5 dlmadlavningsfløde 8 %
- 1 terninghønsebouillon
- 100 gramfrosne ærter
- salt
- peber
- olivenolie
- majsstivelse
Fremgangsmåde
1 Opvarm ovnen til 200 grader varmluft og kog risene efter anvisningen på pakken.
2 Skær løgene i ringe, skræl gulerødderne og skær dem i skiver på skrå. Skyl æblerne og skær dem i tynde både. Stil grøntsagerne til side.
3 Puds de mest genstridige sener og lidt af fedtet af mørbraden med din største og skarpeste kniv. Pas på fingrene!
4 Skær mørbraden ud til passende bøffer, krydr dem med salt og peber og brun dem hurtigt af i lidt olivenolie i en dyb pande, der kan tåle at komme i ovnen. Hvis ikke du har sådan en pande, så bare rolig - vi klarer den med et ovnfast fad senere!
5 Læg bøfferne til side på en tallerken. De skal blot lige ha' taget farve på begge sider - ikke steges færdige. Undlad at gøre panden ren og husk at vaske fingre og køkkenredskaber efterfølgende.
6 Tilsæt nu løg, karry og æbler og steg i et par minutter under omrøring. Tilsæt vand, madlavningsfløde, smuldret bouillonterninger, ærter og gulerødder og varm op under omrøring. Smag til med salt og peber.
7 Hvis du vil have en lidt tykkere sovs, kan du jævne den med en smule majsstivelse rørt ud i lidt vand.
8 Fordel mørbradbøfferne i saucen og stil panden i ovnen i ca. 20 minutter, til bøfferne er gennemstegte. Har du ikke en pande, der kan tåle at komme i ovnen, kan du bare fordele sauce, grøntsager og mørbradbøffer i et ovnfast fad. Pas på - panden er mega varm, når den skal ud igen!
9 Servér med dampende varme ris og evt. lidt grønt på toppen. Undlad grønt drys til børn under 3 år. Velbekomme!



