Lidt om opskriften
35 min
0 min
Det her er en af vores allerbedste fiskeopskrifter! Lækker torsk paneret i cornflakes og parmesan, der giver en sprød og lækker overflade. Vores unger tager ligefrem to gange, selvom det er fisk - tro det eller ej..! Kan du finde torskeloins, så brug dem. De er lidt tykkere end fileter og findes ofte på frost. God fornøjelse!
Portioner
Ingredienser
- 600 gramsmå kartofler
- 75 gramcornflakes
- 25 gramrevet parmesan
- 1 stkæg
- 300 gramtorskeloins el. torskefilet
- salt
- peber
- tartarsauce eller remoulade
- bagepapir
- olivenolie
Fremgangsmåde
1 Opvarm ovnen til 200 grader varmluft og skræl og kog kartoflerne i letsaltet vand i ca. 20 minutter - til de er møre, når du prikker i dem med en gaffel. Bruger du små kartofler, der er beregnet til at koge med skræl, så gør endelig det - og giv dem efterfølgende en hurtig tur på panden i lidt olivenolie, hvis du har tid. Så får de lidt farve og ekstra smag. Men det behøves selvfølgelig ikke!
2 Sæt ungerne til at knuse cornflakesene i en skål. Bland sammen med fintrevet parmesan og salt og peber. Hæld cornflakesblandingen op i en dyb tallerken og pisk ægget sammen i en anden dyb tallerken.
3 Skær torsken i stave, så de får en størrelse som fiskepinde. Vend nu torskestykkerne i ægget og derefter i cornflakesblandingen. Læg torskestykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Har du en oliespray, så sprøjt lidt olivenolie over fisken - eller dryp lidt over fra en flaske.
4 Bag fisken i ovnen i ca. 10-15 minutter, eller til fisken er gennemstegt. Men pas på ikke at give den for meget, så den bliver tør.
5 Vend kartoflerne med lidt grønt, f.eks. hakket dild, hvis familien er til det, og server sammen med de sprøde torskestykker og tartarsauce eller remoulade til at dyppe i.
6 Velbekomme!



