Andesteg med det hele

Ingredienser

( 4 voksne og 2 børn )

  • 1.5 kilosmå kartofler
  • 2 spskgroft salt
  • 1 tskstødt ingefær
  •  peber
  • 2 stkæbler
  • 200 gramsvesker
  • 2 spskbrun farin
  • 1 stkhel and - 3400 gram- eller mere
  • 1.5 litervand
  • 2.5 dlmadlavningsfløde 8 %- eller piskefløde
  • 3 spskmaizena
  • 2 spskande- eller hønsebouillon
  • 1 spskbalsamicoeddike
  •  sovsekulør
  • 150 gramsukker
  • 75 gramsmør
  •  syltet rødkål
  •  kødnåle eller kødsnor
Føj til indkøbsliste
Føj til madplan
* = Godt at vide - klik på ingrediensen
= Få opskriften - klik på ingrediensen

Velkommen til juleaften! Med Mambenos opskrift på andesteg, er du og familien sikret den perfekte julemiddag. Bemærk at opskriften er lidt længere end normalt, og at den i udgangspunktet er beregnet til 4 voksne og 2 børn, hvis I også skal have andet at spise - f.eks. flæskesteg. Gem resterne fra anden og kartoflerne og brug dem til lækre andedeller dagen derpå.

Fremgangsmåde

1. Opvarm ovnen til 250 grader varmluft. Kog kartoflerne møre i let saltet vand, overhæld dem med koldt vand og lad dem køle af. Pil skrællen af kartoflerne og stil dem til side.

2. Bland salt, ingefær og lidt friskkværnet peber i en kop. Vask æblerne, befri dem for kernehuset og skær dem i både. Bland dem med svesker og brun farin i en skål.

3. Fjern posen med indmad fra anden og klip det yderste vingeled af pipfuglen. Læg vingeled og halsen fra posen i en ren bradepande og smid resten af indmaden ud. Tør anden grundigt med køkkenrulle både indvendigt og udvendigt og gnid den grundigt med saltblandingen over det hele - indvendigt og udvendigt. Fyld anden med æbler og svesker og luk sammen med kødnåle eller kødsnor. Læg anden på en rist og sæt den i ovnen, så anden er ca. midt i ovnen. Stil bradepanden med hals og vinger nedenunder til at opsamle fedtet. Husk at vaske fingre og køkkenredskaber!

4. Vi anbefaler, at du bruger et stegetermometer. Kernetemperaturen i den færdige and skal være minimum 75 grader. Vær i øvrigt opmærksom på, at kødet har forskellig farve alt afhængigt af, hvor det sidder på anden. Det gør ikke noget, at kødet visse steder er svagt rosa. Så længe temperaturen er minimum 75 grader. Vær opmærksom på, at termometeret ikke må røre benene på anden - så kan du ikke regne med temperaturen.

5. Steg anden ved 250 grader i 20 minutter. Skru varmen ned til 150 grader og tilsæt nu 1 liter kogende vand til bradepanden. Steg anden i yderligere ca. 2 timer. Tilsæt en halv liter vand mere undervejs.

6. Tag anden ud og hæld skyen fra bradepanden gennem en sigte og ned i en hvid plasticskål eller en gennemsigtig skål af glas - så kan du nemmere se, hvad der er fedt og sky. Smid indholdet i sien ud. Lad skyen stå, så fedtet skiller sig fra selve skyen - stil evt. skålen udenfor, så går det hurtigere.

7. Efter lidt tid vil fedtet flyde ovenpå. Skil nu fedtet fra med en suppeøse. Frys det evt. ned i en plasticbeholder - det er altid godt at stege i senere :o)

8. Hæld skyen i en gryde - der er ca. 1 liter tilbage. Tilsæt fløde og varm op. Jævn med maizena rørt ud i lidt vand og husk, at sovsen bliver tykkere, når den koger. Smag til med andebouillon, balsamico, salt, peber og evt. lidt honning. Tilsæt kulør, til sovsen har den farve, du bedst kan lide. Skru varmen helt ned og lad sovsen stå og hygge sig, mens du laver resten.

9. Skru ovnen op på 250 grader varmluft. Pensl anden med iskoldt vand og drys med lidt ekstra salt. Steg i ca. 15 min. mere - til skindet er smukt brunt, og kødsaften gylden. Husk at holde øje med anden, så den ikke bliver branket! Tag anden ud og lad den hvile.

10. Hæld sukkeret på en kold pande og lad det smelte ved svag varme, uden du rører i det - husk hele tiden at holde øje og pas på, det ikke brænder på! Tilsæt nu smørret og rør godt. Når massen er jævn, tilsætter du kartoflerne og skruer lidt op for varmen, mens du rører forsigtigt, så sukkeret bliver jævnt fordelt. Efter 5-10 minutter begynder sukkeret at sætte sig på kartoflerne, og de er færdige.

11. Lun rødkålen, parter anden og server med masser af sovs, mens du skruer op for julemusikken.

12. Velbekomme - og rigtig glædelig jul!

Tip

Opskriften er beregnet til 4 voksne og 2 børn, hvis I også skal have andet at spise - f.eks. flæskesteg og ris a la mande. Og så vil der også være en rest til andesalat dagen efter. Er du i tvivl om mængden, så køb en ekstra and eller et par andebryster. Du skal afsætte minimum fire timer til at forberede middagen.

Efter juleanden står den naturligvis på ris a la mande. Og vi har selvfølgelig sørget for opskriften på intet mindre end verdens bedste ris a la mande - synes vi i hvert fald selv. Vi håber, du synes det samme! Du finder opskriften lige her.

Dine personlige noter til opskriften

Tilføj noter til opskriftprint Gem

Del dine tips og kommentarer til opskriften med andre