Snobrød - til bål eller grill

Ingredienser

( Ca. 8 styk )

  • 2 dlsødmælk
  • 1 dlvand
  • 2 spskakaciehonning*
  • 25 gramgær
  • 500 gramhvedemel
  • 75 gramsmør- blødt
  • 1 tsksalt
  •  syltetøj
  •  snobrødspinde
Føj til indkøbsliste
* = Godt at vide - klik på ingrediensen
= Få opskriften - klik på ingrediensen

Det er bare mega hyggeligt at lave snobrød! Det kan selvfølgelig gøres over gløderne fra det klassiske bål, men har du, som os, ikke lige en bålplads i haven, så køb et billigt bålfad og brug kul i stedet. Det er hurtigt og nemt. Her får du den perfekte snobrødsopskrift :o)

Fremgangsmåde

1. Lun mælk og vand i en gryde eller i mikroovnen, til det er lillefingerlunt. Rør det sammen med honning og gær i en skål eller i en røremaskine, til gæren er opløst.

2. Tilsæt halvdelen af melet og rør godt. Tilsæt nu det bløde smør skåret i tern sammen med salt og resten af melet lidt efter lidt. Sæt røremaskinen på fuld drøn og lad den røre solen sort i 5-10 minutter, til dejen begynder at slippe skålen. Bruger du hænderne, så er det bare med at smøge ærmerne op og ælte derudaf :o)

3. Dejen skal være blød og lidt fedtet, men den skal ikke hænge fast i fingrene, når du rører ved den. I så fald skal den have en tur mere i røremaskinen eller lidt mere mel.

4. Dæk dejen til og lad den hæve i ca. 30 minutter på køkkenbordet. Du kan også sagtens lave dejen om formiddagen og blot stille den i køleskabet i skålen dækket med husholdningsfilm og lade den stå og hygge sig der, indtil den skal bruges.

5. Lav små klumper af dejen og tril dem mellem hænderne til lange pølser. Sno dem omkring en snobrødspind og bag dem over gløderne i bålet, i et bålfad, over resterne af kullene i grillen eller - og det kan man faktisk også godt - over den tændte gasgrill. Men det kræver nok en skammel for de mindste at stå på - og et voksent øje!

6. Træk snobrødene af pinden, når de er gyldne og lyder hule, når du banker på dem. Pas på, de er mega varme indeni! Fyld dem med syltetøj og husk servietter. Og ja - snobrød må godt være lidt sorte hist og her.

7. Velbekomme :o)

Dine personlige noter til opskriften

Tilføj noter til opskriftprint Gem

Del dine tips og kommentarer til opskriften med andre