Gør kål på rodfrugterne
Styrer du bare lidt efter sæsonens udbud af frugt og grønt, skal du gøre gevaldige krumspring for at komme udenom rodfrugter.
Lige nu er et bredt udvalg af slagsen tilgængeligt i de fleste danske supermarkeder. Som eksempler kan nævnes rødbeder, knoldselleri, persillerod, pastinak, gulerod, kartofler og jordskokker. Der er rigtig mange gode grunde til at invitere rodfrugterne til middag: De er rige på kostfibre, vitaminer og mineraler, og så smager de bare helt fantastisk. De mætter dejligt, og så koster de faktisk ikke alverden.
Her er et par tips til, hvordan du kan få gjort kål på de gode (grønt)sager.
Riv dem
Det er ikke kun gulerødder, der gør sig godt som råkost. De fleste andre rodfrugter giver et spændende – og mættende – pift til salater. Prøv for eksempel at rive to små rødbeder og et æble og bland en god håndfuld solsikkekerner i – mums! Tørrede frugter, bær, kerner og nødder er super lækre i rodfrugtsalater.
Mos dem
Den kedelige kartoffelmos kan let piftes op ved at smide nogle af kartoflens farverige fætre i gryden. Selleri, pastinak og persillerod giver en delikat krydret og sød smag til mosen. Rødbede gør – ikke overraskende – mosen rød, hvilket i sig selv kan være et pift ved bordet, når der er børn involveret. Det tilføjer tilmed en lækker sødlig smag.
Purér dem
Gør madpakkerne ekstra sunde, mætte og spændende ved at lave en lækker rodfrugt-dip. Super til at dyppe agurke- og gulerodsstænger eller andet gnavegrønt i. Puréen kan tilmed bruges som pålæg, hvis man vil spare lidt på kødet i madpakken. Samtidig fungerer det også som en sund eftermiddagssnack på knækbrød. Kun fantasien sætter grænser!
Her er et lille udvalg af vores lækre opskrifter med rodfrugter:
Nem mørbrad med rodfrugter i fad
Thaifiskedeller med spelt og rodfrugter