Flødeis eller Filur? Softice eller sorbet? Det får du for is-kalorierne

Mmmm is – men hvad er der bag de kolde kalorier?

Is er altid lidt af et hit – hvad enten det er i sommervarmen, til weekend-hyggen med ungerne eller som nem (og lækker!) dessert efter familiemiddage. Men hvad får man faktisk for de kolde is-kalorier – og hvilken forskel er der på, om du vælger f.eks. flødeis eller Filur? Eller softice eller sorbet-is?

Det får du svar på her, når fødevareekspert og klinisk diætist Birgitte Mie Hansen ser nærmere på, hvad der gemmer sig bag is-kalorierne. Birgitte Mie Hansen er stifter af forbrugersitet Fødevareguiden.dk, hvor hun skriver om fødevarer – og du kan besøge Fødevareguiden.dk lige her.

Hvilken is skal du vælge?

Is er praktisk taget tomme kalorier, som kan sætte sig på sidebenene, hvis vi får for mange af dem. Men er der is, som er et bedre valg end andre?

Det ser jeg nærmere på i artiklen her, hvor jeg har kigget på 11 klassikere, som du finder i frysediskene landet over – samt to klassikere fra isboden, nemlig softice og gammeldags isvaffel.

Om én is er et bedre valg for dig end en anden, handler om, hvad du vælger ud fra: Lavt kalorierindtag? Lavt sukkerindhold? Smagen? Få tilsætningsstoffer? Økologi eller andet? For mange handler isvalget nok mest om lysten til at nyde en is med resten af familien, uden at badevægten løber løbsk. Derfor har jeg set på forskellene i ingredienser og kalorie-, sukker- og fedtindhold. Da softice og gammeldags vaffelis jo ikke har nogen varedeklaration, så skal du se informationerne på disse is som guidelines.

Sodavandsis er de letteste

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at sodavandsis som Filur, Twister, Kung Fu og Champagnebrus hører til de kaloriemæssigt ”letteste” valg. Men trods det hører de stadig til den gruppe af mad, som vi kalder “tomme kalorier”, da de ikke bidrager med nogle vigtige næringsstoffer, men primært blot sukker.

Men vil du gerne nyde en is med resten af familien, uden at det kan ses på badevægten, så er sodavandsis og også sorbet gode valg. Faktisk kan du spise tre Filur-is og få den samme mængde kalorier som en Magnum Classic.

Ud fra det fedt-mæssigt perspektiv så er sodavandsis og sorbet også “gode valg”, hvis man ser på indholdet af totalfedt og mættet fedt. Mættet fedt er den type fedt, som også kaldes for det dårlige fedt, da det øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Flødeis har et højt indhold af mættet fedt, hvorimod sodavandsis har et lavt indhold af mættet fedt.

Mælkeflødepindeis à la Magnum

At en Magnum er lavet af mælk og ikke fløde, kommer nok bag på mange, men det er værd at bemærke, hvis kalorieindholdet afgør dit valg af is. Vælger du en almindelig Magnum frem for fx den økologiske flødeispind fra Premier, så får du faktisk kun halvt så mange kalorier. Men er det vigtigere for dig, at ingredienserne er økologiske, at isen er lavet af fløde, og at indholdet af tilsætningsstoffer er minimalt, ja så er økoflødeisen et bedre valg for dig end en Magnum.

Du har måske bemærket, at den klassiske Magnum har fået følgeskab af en vegansk udgave, og du har måske også tænkt, om den er et “bedre” valg end den klassiske Magnum? Svaret på spørgsmålet afhænger igen af, hvad et “bedre” valg er for dig. Er det en is med færre kalorier, sukker og fedt, jamen så er Magnum Vegan ikke et “bedre” valg for dig, da du får mere af det hele i denne udgave. Men den veganske Magnum er et godt valg, hvis valget for dig handler om at begrænse eller undgå animalske produkter.

Vaffelis med mælkeis eller flødeis

Som du måske lagde mærke til i skemaet, så er Cornetto Classico ikke lavet af flødeis, men mælkeis, hvilket betyder, at den indeholder langt færre kalorier end Guldhorn-vaflen, som er lavet af flødeis. At Cornetto er lavet af skummetmælkspulver og ikke fløde betyder, at du både får færre kalorier, men også får mindre totalfedt og mindre af det mættede fedt.

Vil du gerne skrue ned for fedtet, så er det bedste valg overordnet set at vælge en is med få kalorier og et lavt indhold af mættet fedt. Mælkeis er lavet af skummetmælkspulver og har dermed et lavt indhold af både totalfedt og mættet fedt sammenlignet med flødeis.

Så synes du lige godt om smagen, hvad end vaffelisen er lavet af fløde eller skummetmælkspulver, så sparer du dig selv for over dobbelt så mange kalorier, hvis du vælger en vaffelis lavet af skummetmælk, som fx Cornetto Classico, frem for en vaffelis lavet af fløde, som f.eks. Guldhorn.

Gammeldags vaffelis 

Det overrasker næppe, at den gammeldags vaffelis koster dyrt i kalorieregnskabet, men hvor meget den “koster”, kan du til en vis grænse selv styre ved at:

  • Spare på toppingen: Guf (ca. 400 kcal), flødeskum (ca. 70 kcal), flødebolle (ca. 80-100 kcal), drys (1 tsk ca. 20 kcal), syltetøj (1 spsk ca. 55 kcal)
  • Vælge en “lille” eller “mellem” is i stedet for en stor is
  • Vælge isen i bæger frem for i vaffel. Vafler indeholder ca. 50 kcal
  • Vælge sorbetis frem for flødeis

Softice

Softice er et “lettere” valg end en gammeldags, fordi softice oftest ikke er lavet af fløde, men derimod af blandt andet mælkepulver og sukker.

Softice er derfor et godt valg for dig i isboden, hvis det er mængden af kalorier, som afgør valget mellem softice og en gammeldags.

Ligesom med den gammeldags isvaffel så kan du også på softicen spare på kalorierne ved at:

  • Droppe drys
  • Vælge en “lille” eller “mellem” i stedet for en stor
  • Vælge bæger frem for vaffel. Vafler indeholder ca. 50 kcal

Husk at der ikke findes “usund” mad

Står du tit i isboden eller foran frysedisken i supermarkedet og diskuterer med dig selv, om is nu er en god idé eller ej, så husk at der ikke er nogle fødevarer, der i sig selv er sunde eller usunde, gode eller dårlige, slankende eller fedende. Det afhænger i stedet af mængden (hvor meget du spiser af den pågældende ting) og sammenhænge  (hvad du ellers spiser).

Derfor er der heller ikke nogen madvarer, som du ikke af og til kan spise og nyde med god samvittighed – og det gælder (heldigvis) også is.

Velbekomme!

Dette indlæg er skrevet i kategorien Nyheder. Du kan bookmarke siden ved at klikke her.